Jeg har lige for en god ordens skyld samlet alle Peters spændende indspark til lillekirkens liv på en side for sig. Så værsgo at læse det hele i sammenhæng her, og evt. kommentere på det han skriver. Tak Peter!
- Johannes P
2008/04/24
Kære Lillekirke
Tillykke med jeres opstart. Jeg skriver - efter at være prikket på skulderen af Judith V - da jeg tror, at denne form for en del bliver menighedsformen fremover, ligesom den er blevet det især i Kina. Det er jo tilbagevenden til en tradition, som man kan kalde apostolisk, altså den der fandtes på apostlenes tid. Ikke en nem måde, men en mulighed for at vokse åndeligt og leve intenst med Gud i fælleskabet. Ånden, ja, må smelte jer sammen, og Ordet må vejlede jer.
Alt godt
Peter
2008/04/25
Jeg vil godt kommentere jeres grundlag. Det bliver i bidder og med mellemrum, den første her.
I skriver, at punkterne udelukkende må betragtes som start og udgangspunkt. Det synes jeg er klogt - ellers havde jeg nok sagt at vedtægter o.lign. er den forkerte måde at starte et kristent fællesskab. Det er relation, I ønsker vel, først til Gud og dernæst til mennesker, og ikke en institution eller partiforening. Bekendelsesskrifter er gode til at afgrænse overfor aktuel vranglære, men i det daglige liv og kamp skal der meget mere til - bare tænk på Folkekirken.
Det syn, der for mig står som en evigt gældende menighedsbasis er udsagnet, at “ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus” (1 Kor 3,11). Vores fortolkninger, erfaringer, dogmer, kirkelige traditioner etc. er ikke grundlag for kirken (det er den Paulus taler om), og de duer heller ikke som mellemlag mellem kirken og Jesus. Vi må som fællesskab bygge direkte på ham. Den katolske kirke har misbrugt Jesu ord om Peter som stenen, som om Peter var fundament for kirken. I grundteksten ser man (har jeg fået fortalt) at Jesus siger: “Du er petros (en sten) og på petra (en klippe) vil jeg bygge min kirke”. Men hvem er det, der gennem hele Skriften, især GT, entydigt nævnes som klippen? Det er Herren, det er Jesus selv.
Der er et ord, jeg vil give jer, og det er 1 Peter 2,4-10, især vers 4-5 og 9-10. I kan læse det højt i fælleskabet og derefter gå hjem og meditere over det nogle dage, dvs. selv læse det gentagne gange og lægge mærke hvad Ordet siger. Skriv det ned, som I lægger mærke til. Kom derefter sammen og del det, I har fået, med hinanden. Lad det, I derved erkender, få konsekvenser i ord og handling. Det er bibelmeditation, og det er en god måde at høre Guds stemme på.
Ja, det var lige på og hårdt, men som sagt ønsker jeg alt det bedste for jer på Vejen (et sigende udtryk fra den apostoliske tradition).
Varm hilsen
Peter
2008/04/27
I jeres indledning og i pkt. 1 ses, at I sigter på en menighed for og til studerende, og at KFS er udgangspunktet mht. formål og bekendelse. Dette og tjenesten under pkt. 4 vil jeg gerne kommentere samlet. Der er tre aspekter, jeg synes må nævnes i den forbindelse, med overskrifterne læregrundlag, socialgruppe og tjeneste.
Læregrundlag:
Ved anknytning til KFS’s grundlag knytter man sig også til de lutherske bekendelsesskrifter. Disse består bla. af bekendelser, der er blevet til i bestemte kirkehistoriske situationer, hvor man skulle afgrænse eller forsvare sig mod vranglære. I den Augsburgske bekendelse er der to artikler, jeg synes i må betænke, nemlig art. 5 om embedet og art. 7 om menighedens identitet.
Skal man herefter være konsekvent ang. embedet iflg. art. 5, så må der i menigheden være mindst én embedsperson, der forkynder evangeliet og uddeler sakramenter. Så er der orden på tingene. Heraf har vi fået det lutherske præstedømme med tilhørende ordination og pligter, og som i sidste ende har ført til indsnævring af tjenestefordelingen. Forklaringen synes at være, at man på reformationens tid var nået langt i teorien, men måtte forsvare sig i praksis overfor den katolske omverden. Det er såvist evangelisk i indhold, men for mig at se i bedste fald højkirkeligt i praksis. Så der står I overfor en udfordring, om man så kan sige.
Angående menighedens identitet nævnes i art. 7, at det er de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenternes forvaltes ret. Det sidste praktiserer I endnu ikke, så derfor er der også et konsekvensproblem her. Men for mig at se er den rette definition snarere den, I selv har antydet, nemlig de to eller tre, der samles i Jesu navn. Altså hensigten og centrum er personen Jesus, den opstandne, oprejst til Guds højre hånd. Så også her mener jeg, man bør overveje situationen. At en forsamling har en ren forkyndelse og en ret sakramentforvaltning betyder i hvert fald ikke, at den automatisk er et kristent fælleskab; i praksis kan det jo være sådan, at kun forkynderen er troende kristen.
Jeg afbryder her og vender tilbage senere.
- Peter
2008/05/01
Socialgruppe:
En menighed for, til og med andre studerende. Jeg forstår godt, at I sådan “by default” definerer jer selv på den måde. Det er det mest realistiske her og nu. Men - er det godt i længden? Og er det godt i menighedens Herres øjne? Jeg tror, at hvis Lillekirken skal være mere end en flygtig boble på det århusianske kirkelivs overflade, så må den have et bredere grundlag.
Der er først det, at små KFSere med tiden bliver til store KFSere, der får familie, arbejde og i mange tilfælde flytter fra byen. Selvom de bliver i byen vil de ikke føle sig så hjemme i Lillekirken mere, og de vil begynde i traditionelle kirker. Det er I nok bevidst om. Men det bryder kontinuiteten, og derfor vil der være ringe mulighed for den varietet og styrke, der ligger i at have forskellige slags mennesker i fællesskabet over lang tid. Jeg tænker også på det, at vi i fællesskabet skal udvikle modenhed og lære at se ud over menneskelige forskelligheder og ind til det egentlige, nemlig at vi er en åndelig familie, hvor der både findes åndelige fædre og mødre og åndelige børn.
Det er mere reglen end undtagelsen, at kristne menigheder har en overvægt af bestemte socialgrupper. I nyere tid er der f.eks. her i landet opstået indvandrermenigheder, hvor det etniske særpræg er dominerende. Men det synes at være noget helt nyt, at man som udgangspunkt definerer sig som en bestemt socialgruppe.
Skal vi gå til Skriften, så ser vi, at det nogle gange kneb med at holde sammen på de forskellige grupperinger i de lokale menigheder. Især var der skel mellem jødekristne og hedningekristne pga. deres forskellige baggrund. Og det er jo langt lettere, rent menneskeligt, at holde sig til dem, der benytter de samme sociale og kulturelle koder som en selv. Men vi ser også, at især Paulus flere gange må formane til enhed i forskellighed, ikke ved at fremtvinge en ny enhed, men ved at vende tilbage til den, der allerede er etableret ved troen på Jesus. Den overskrider alle skel - hvis man giver den førstepladsen. Nogle forskere siger, at selve formålet med Romerbrevet var at bygge bro mellem jøde- og hedningekristne i Rom, så de fuldt kunne anerkende hinanden og leve i samme forståelse af evangeliets løfter. I hvert fald må vi konkludere, at hovedlinien i NT er, at forskellighed rent menneskeligt (f.eks. rige og fattige, slaver og frie) ikke bare var normalt, men også i høj grad en mulighed for at udøve indbyrdes kærlighed (som efter min mening har fået for lidt plads i den lutherske højrefløj).
Guds hensigt med sit folk er, at det globalt skal bestå af mennesker udvalgt af alle folkeslag, stammer og tungemål. Og for mig at se er lokalmenigheden en mikroenhed, der i begrænset form afspejler den diversitet, til Hans ære. Det betyder ikke, at vi ikke kan tilgodese særlige gruppers behov indefor menigheden, og det er det, jeg fornemmer, at I gerne vil gøre. Det er godt. Men min fornemmelse er, at det skal være ad hoc, dvs. som en sideaktivitet i menigheden, som KFS jo faktisk er. Alternativet er den “almindelige” menighed, som ikke er specialiseret i sin målgruppe. Det betyder ikke, at den ikke hovedsagelig kan bestå af studerende, men den må i princippet være åben for alle, både mht. alder, livssituation og beskæftigelse. Det tror jeg er Guds hensigt - og den største velsignelse.
Det her er et stort spørgsmål med mange aspekter, og min blog kan kun behandle nogle få principper. Men tænk over det.
- Peter
2008/05/02
Tjeneste:
I skriver at den er jeres berettigelse - og hvis den ophører, så ophører jeres eksistensberettigelse. Og så skriver I, at I deler KFS’s vision, som udover at støtte troende på studiestederne er at evangelisere. Det synes jeg er en stræbsom menighed, som man ikke kan klandre for sin sine gode hensigter. Det er heller ikke ualmindeligt, at det stræbsomme og virksomme finder udtryk blandt unge, og det har jeg også været engang.
Nu taler I i pkt. 4 generelt om tjeneste, og det kan være flere ting. Endvidere må jeg personligt sige, at min erfaring i tjeneste bl.a. har omfattet det at køre tør og delvis brænde ud, fordi jeg havde for travlt med at gøre noget for Jesus og brugte (alt) for lidt tid til at være sammen med ham og høre på, hvad han havde at sige mig, samt tro på hans løfter. Og med tiden synes jeg også, at jeg har fået et vist lys over det med tjenesten.
I NT er tjeneste dels det almindelige at være et menneske, der fungerer og virker i og med skaberværket og har et positivt samvirke med andre mennesker, herunder samfundets autoriteter og institutioner, og dels det særlige, som kun de troende kan gøre. Det sidste omfatter at tjene de andre i menigheden med de naturlige midler og de overnaturlige nådegaver, hver især har. Blandt de troende har nogle en særlig funktion (det, der siden er blevet embeder), en tildelt “tjeneste”. Man kan nævne de diakonale opgaver, tilsyns- og hyrdeopgave, mission etc.; fælles for disse er, at tjenesten er anerkendt af menigheden og etableret, f.eks. ved en forbønshandling og formel indsættelse, evt. udsendelse. Jeg synes det er godt at se tingene i det perspektiv, så der dels bliver bevidsthed om disse personers funktion i fællesskabet og dels behøver flere ikke føle tvivl om deres tjeneste.
Og så synes det udfra NT at fremgå, at der opfordres til at tjene, men ikke på samme måde som vi plejer at tænke. Vi ser faktisk aldrig en generel formaning til de troende om at “evangelisere”, at “nå ud” osv., blot det at være rede til at forsvare troen, men hvor det snarere gælder at støtte dem, som har fået tildelt en sådan tjeneste (og særlig nådegave). Der tales endvidere langt mere om at tjene hinanden, at opbygge de andre troende med sine nådegaver og at tage sig af de svage og nødlidende i menigheden, end vi gør i vore dages sammenhænge. Disse almene tjenester er velbehagelige for Gud, og det er tjenester, vi alle skal søge.
Noget kritisk må jeg også sige, at nok er menigheden sat til at være lys og salt i verden, men læg mærke til, at der står “være”. Ikke “gøre”. Væren er noget, der vokser indefra, ens væsen. Det er noget Gud frembringer, når vi lever med ham i hverdagen. Væksten i tro og hellighed vil føre til en “duft af Kristus” som spredes ved Helligåndens virke i os, og det er noget, der kan gøre dybt indtryk på omverdenen. Men skal vi ikke gøre noget? Jo, i forlængelse af denne væren, ja, og naturligvis når vi har et særligt kald (som også kan være en indskydelse ovenfra i en konkret situation). Jeg tror, at de 11 disciple, der blev udsendt ved Jesu himmelfart til at “gøre disciple”, havde et sådant særligt kald, et apostelkald. Når vi handler udfra overbevisning om, at dette vil Gud, så vil han også bekræfte det ved at give os midler, herunder åndelig gave og kraft, dertil, og er det omfattende, vil han også give os bekræftelse gennem andre i menigheden. Det må vi stole på, for dette med evangelisering er jo egentlig Guds vilje og værk, hans ansvar, og vi er blot redskaber.
Det, jeg kritisk vil sige, er at det er uheldigt at sammenkæde menighed og tjeneste så håndfast, som I gør. Jeg tror, det kan blive en ny lovtrældom, hvor tjenesten er succeskriterium og i værste fald en afgud. Det er ikke uden grund, når den kendte bibellærer Øivind Andersen har skrevet, at kristelig aktivitet kan være udtryk for åndelig tomhed (Budskabet 03/2008). Jeg forstår godt de gode hensigter, men jeg er bange for, at jeres udtryk ikke dækker det, som Skriften siger om menigheden.
Den kinesiske bibellærer Watchman Nee har i en analyse skrevet, at NT skelner mellem arbejdet (mission) og menigheden. Han kommer til den konklusion, at menigheden ikke er “arbejdet” som sådan og at den heller ikke udgør arbejdet. Menigheden støtter arbejdet, som udføres af de, der er kaldet og indsat til det. Menigheden er et fællesskab til medlemmernes opbyggelse og støtte, men er ikke en missionsvirksomhed, hvor alle kræfter bruges på det udadvendte. En ny tanke i vor missionshustradition, fordi denne netop ikke i definitionen har været menighedsdannende, men faktisk sideaktivitet i folkekirkemenigheden.
Når der tales om menighedens eksistensberettigelse så tror jeg faktisk, at den har berettigelse i sig selv. Gud glæder sig over sine børn og at have samfund med os. Han vil gerne velsigne os, der hvor vi er, i menighedens fællesskab. Han har skabt os til sig selv, og nu, hvor han har vundet os tilbage, er fællesskabet med os et mål i sig selv. Og egentlig er må jeg give den bibellærer (David Pawson) ret, som har sagt at menighedens største og egentlige tjeneste er at give Gud ære, at tjene ham med lovsang og ære hans navn med sin stemme. Det gælder i evigheden, men det gælder også nu.
Også dette emne er stort og mangefacetteret, men jeg må stoppe her - håber inputtet kan bruges.
- Peter
2008/05/04
Så er der pkt. 2, Bibelen, eller Skrifterne. En samling skrifter skrevet af meget forskellige mennesker over mere end 1500 år og i form af vidt forskellig type litteratur, dog indblæst af Gud selv.
Jeg glæder mig meget over b), at I forpligter jer på at tage Bibelen alvorligt i alle dens facetter af menighedens virke. Det er også det, der har været mit sigtepunkt i de tidligere indlæg her.
Ordet kommer fra Gud og ind i menneskers historie, jf. c), og vi kan ikke selv tilegne os indsigt om Gud og de åndelige ting ved vore egne evner og midler, nej. Det er godt at slå det fast. Betænk også, at Ordet er mere end ord, fordi det blev kød og blod, Joh 1, i Jesus af Nazaret. Og i ham fik vi en tolk, der har forklaret Guds natur og hensigt for os.
Og så tror jeg det er meget frugtbart, det I har skrevet i e) om, at I ofte vil brug bibelske udtryk og formuleringer i praktisk anvendt liturgi. En retræteleder – ovenikøbet amerikaner – har sagt, at hvis man vil bruge skrevne bønner, er det kun Bibelens tekster, man ikke vil køre træt i over længere tid. Det er også min erfaring. Jeg håber så også, at det vil gælde jeres samtale om tro, liv og lære; megen teologi og praksis har fået slagside eller er blevet forarmet, fordi man hellere har brugt udtryk og problemstillinger fra den dogmatiske og kirkelige tradition i stedet for den apostoliske og bibelske tradition.
Lidt betænkligheder har jeg ved a). Sådanne og lignende formuleringer er flittigt brugt på den kirkelige højrefløj, lige fra DBI og KFS over friskoler til sågar kristent ægteskabsarbejde. Men vi skal i menighedssammenhæng bruge mere end en markering. Bortset fra, at jeg hellere så personen Jesus som grundvold, jf. det tidligere blog, så kommer jeg til at tænke på sydstatsfundamentalisme eller muslimers forhold til Koranen. Det sidste er jo kendetegnet ved en opfattelse af, at Koranen er kommet ned som en fuldkommen åbenbaring på arabisk, som derfor ikke kan oversættes uden at miste betydning. Islam er en lovreligion, og den der følge budene, frelses - måske. Vi har et andet forhold til Bibelens skrifter, fordi de som et nådemiddel først og fremmest er kommunikation til os, dels en beretning om Guds forhold til mennesker generelt og dels et godt budskab om at heling af bruddet efter syndefaldet. Troende, men ufuldkomne mennesker med hver deres særpræg blev af Ånden inspireret til at skrive det, som kirken senere har anerkendt som Guds ord. Og derfor er ret forståelse af dette ord kun mulig at gøre korrekt ved Åndens hjælp; se f.eks. 2 Pet 1,20-21.
Der er gennem tiden gjort mange forsøg på at komme om de vanskelige ting i Skriften. I vor humanistiske og nu postmoderne tid har der været en tendens til at bruge det, der lyder rigtigt, og ignorere det øvrige. Jeg tænker her også på Emergent Church bevægelsen og bøgerne af Brian Mclaren. Denne tendens, som alene ser Skriften som information og inspiration, er I på vagt overfor, og det er godt. For den er også nødvendig vejledning og prøvesten for kristent liv og tro. Og så må man tilføje, at bibelske sandheder kun forstås rigtigt, når man ser dem i lyset af den samlede Skrift. Så tror jeg, man nærmer sig en god forståelse af de Skrifter, som Jesus og apostlene gav autoritet, og det, som apostlene og andre øjenvidner selv nedskrev.
Jeg ønsker for jer, at I må give denne tillid til Skriften fuld vægt i jeres menighed. Så kan det ske, at I bliver ført ad veje, I ikke troede, væk fra dele af den kirkelige tradition, I kender, og ind på andre, nye veje, eller rettere tilbage til de urgamle stier på apostlenes tid. Ingen bibeltroskab, teologi eller bekendelse kan holde jer fast, det kan kun Gud. Det gælder også her om at kende Hyrdens røst og følge ham. Den røst taler til os gennem Ordet og Ånden, og kun derved kan vi være trygge. Men når vi holder os til Ham, så vil han også holde os nær til sig, og så vil vi blive bevaret - også selv om vi ikke har styr på alle lærepunkter i teologien.
- Peter
2008/05/05
Pkt. 5, Gudstjenesten:
Jeg kan jo begynde med at spørge, om I dermed mener jeres tjeneste for Gud eller Guds tjeneste for jer. Traditionen har bestemt, at det skal hedde gudstjeneste, som om det var en kultisk begivenhed f.eks. som i den gamle pagt. Det forekommer mig, at min gudstjeneste er noget, jeg gør, eller bør gøre, hver dag med min mund, mine hænder og mine fødder, jf. Rom 12,1. Men jeg ved hvad I mener: fællesskab i Hans navn, der tjente os ved at blive mishandlet på en skummel høj udenfor Jerusalem dengang, og som nu tjener os ved at stå ved Guds højre hånd, hvor Han også går i forbøn for os. Den kultiske begivenhed skete for 2000 år siden; det, der sker nu er liv og fællesskab med Ham og med hinanden. Vor tjeneste her er at prise og ære Jesus, vor Herre.
I nævner fast liturgi under a). Som andre har sagt, er det godt at tænke over en vis struktur i samværet, da det ellers bliver tilfældighederne, der bestemmer ‘liturgien’. Samtidig må der ikke lægges for meget fast. For mig at se er det ideelle et “skelet” af minimumspunkter i samværet, hvor en af de helt væsentlige er oplæsning af Skriften; gerne skriftsteder der synes relevante lige nu for fællesskabet, men ellers er søndagens tekster ofte rigtig gode. Veksellæsning er en anden ting, jeg har prøvet på retræte, og det er også rigtig godt.
Så giver jeg ret i under b), at samværet ikke er et forum til deling af alle slags personlige ting. Derimod er det i høj grad et forum til at opbygge hinanden, se 1 Kor 14,26. Såvidt jeg ser, er menighedsfællesskabet primært et sted til indbyrdes åndelig opbyggelse, og der er flere muligheder, herunder undervisning, profeti, sang m.m. Her skal nådegaverne komme til udfoldelse, for Gud har givet os dem til at opbygge Legemet, og det er Kristi menighed. Det er meget vigtigt - vigtigere end synds- og trosbekendelse, hvis vi skal følge NT. Tænk over det.
Når det gælder formen for samværet, er det muligt at læse andres tanker herom i forskellig litteratur. Angående formen kan jeg anbefale The Church Comes Home af Robert og Julia Banks (Hendrickson Publishers, 3. udg. 1998, fås bl.a. på Amazon.com). Den er velskrevet, vidtspændende og har også en del historisk baggrund. En anden er Fællesskab ifølge Paulus, også af R.Banks (Randkløve Bogeri), der analyserer den socio-kulturelle baggrund for de menigheder, som Paulus plantede.
c) Nadveren: ikke praktiseret endnu, nej. Men det er nyt for mig, at Folkekirken har patent på den. Jeg har deltaget i flere samvær i stuer og frimenigheder, hvor vi delte nadveren. Det havde jeg god samvittighed med, og jeg har ikke fundet noget, der var i modstrid med Skriften i den sammenhæng. Jeg forstår, at der må være en vis orden, men det kan man sørge for. Samtidig kan man ikke kopiere det kirkelige ritual, når man sidder der omkring sofabordet - og det må være muligt at have en højtidelig og glædelig stund uden at det skal være helt så stift. Det kunne der føjes en del kommentarer til både det praktiske og det læremæssige, men det er nok bedst, at jeg holder mig til det kortfattede her.
Det er min sidste blog vedr. kommentar til jeres foreløbige grundlag. Men der er et ord, som jeg gerne vil give jer, fra Haggaj 2,4b-5. Haggaj skulle opmuntre folket til at færddiggøre templet efter tilbagekomsten fra Babylon, og der synes at være paralleller til vor tid:
“Gå i gang, for jeg er med jer, siger Hærskarers Herre. Det var den pagt, jeg sluttede med jer, da I drog ud af Egypten, og min Ånd bliver hos jer. Frygt ikke!”
GT er fuld af billeder på det, der senere kom i NT. Templet dengang er billede på menigheden nu; pagten ved Sinai dengang er billede på den nye pagt ved Golgata; Egypten er symbol på det slaveri, som svarer til at være under syndens magt og lovens dom. Så derfor ser dette ord også ud til at være til os i dag.
Varm hilsen
Peter
Leave a Reply